1. Stormen hviner, vandene oprøres, vrede bølger over skibet slår.
Ængstelige røster derfra høres.
Frels os, Herre, frels os, vi forgår!
Agter du ej på, hvad vi må lide,
intet vi formår mod stormens magt,
se hvor tungt vi hver og en må slide,
medens du dig der til ro har lagt.
2. Jesu stemme gennem stormen lyder:
Frygt dog ikke, kære, her er jeg,
her er jeg, som over stormen byder,
på mit bud må bølgen lægge sig.
Truende sit almagtsord han taler:
Storm og bølger, stille vær og ti!
Havet lyder straks, hvad han befaler,
vejrets vælde hastigt er forbi.
3. Herre Jesus, når mig stormen truer,
jeg mig føler ene og forladt,
når i ængstelse mit hjerte gruer,
krymper sig ved undergangens nat,
kom da du, som selv på jord blev fristet,
og som altid nu kan hjælpe mig,
sig mig, når hvert håb for mig er bristet:
Ven, vær ikke bange, her er Jeg.
4. Det er mig, som gik for dig i døden
og til Gud dig købte med mit blod;
det er mig, som hjælper dig i nøden,
bærer dig til himmelhavnen god. –
Skænk mig denne vished i mit hjerte,
hver gang vejen bliver mørk for mig,
da skal også jeg trods nat og smerte hviske:
Tak! Ja, Jesus, det er dig.
Matt. 8,23 f.
Chr. Møller 1894 (ÅSS nr. 380)
