Tillykke, Jerusalem!

----------------------------------------------------------------------------------
Af Jørn Nielsen,
Salgskonsulent,

Lægprædikant.
23. maj.


Den 7. juni er det 40 år siden israelske styrker indtog det jordanske Øst-Jerusalem. Den 27/6.1967 annekterede Israel officielt den gamle bydel og gjorde Jerusalem til én udelelig by.


Egentlig var Israel ikke indstillet på annnektering. Jordans kong Hussein havde fået forsikringer om, at Israel ingen planer havde herom. Hussein blev imidlertid af Egyptens Nasser overtalt til at skyde løs på de israelske styrker i Jerusalem, da en hurtig sejr ifg. Nasser var inden for rækkevidde.
Israel havde intet valg. Nassers løgn blev selve anledningen for Israel til at genforene den hellige by, som er blevet betegnet som seksdageskrigens største mirakel.

Aldrig er Israels nationalsang, Ha-Tikva (Håbet), blevet sunget med en sådan begejstring, og tårerne fik frit løb. Sangen udtrykker jo det gamle håb om, at det jødiske folk efter 2000 års landflygtighed atter skal komme til at leve i frihed i Jerusalem og på Zions bjerg.

Selv husker jeg levende de bevægede dage i 1967. Bibelordet fra Luk. 21:24 var på vore læber: ”Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” (Luk. 21:24).
Overrabbineren Shlomo Goren proklamerede bevæget, at en ny messiansk æra var begyndt.
Vi både græd og lo med ham.

Men var virkelig ”hedningernes tider til ende”?
Nej, ikke så længe islam endnu har sine moskeer på tempelpladsen. De vil, tror jeg, en dag blive fjernet ved Guds direkte indgriben, måske ved et jordskælv. En antydning finder vi måske i Ezek. 38:19: ”På hin dag skal et vældigt jordskælv komme over Israels land”.

Under alle omstændigheder går Israel efter Guds evige plan en profetisk fremtid i møde, hvor politisk umuligt det end kan forekomme nu.
Thi lad os ikke glemme, at dette herlige land kalder Herren for ”mit land” (Ezek. 38:16),som atter skal vække Hans hellige nidkærhed med opfyldelse af salmistens ord: ”Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige bjerg!” (Salme 2:6).

Jøderne vil nemlig blive fuldt forenet både med løftets land og med løftets herlige Messias! Og Jerusalem skal være ”den store Konges by”, Matt. 5:35.