Indlæg bragt i Kristeligt-dagblad.dkAf Jørn Nielsen.
Gud er ikke en Gud, man indgår kompromis med. Bibelen er stadig det troværdige vidne om hans almagt.
Verdens skabelse er Guds suveræne værk.
Prisværdig nok har en biskop og nogle præster taget initiativ til et modspil til darwinismen.
Som kirkens gode repræsentanter synes de, Gud må ind i billedet på en eller anden måde som ophavet til, hvad de kalder ”intelligent design”.
Og så præsenteres vi for et modus vivendi, hvor vi stadig godt kan have udviklet os fra for eksempel aberne, men bag det hele er trods alt en guddommelig intelligens.
Her er det kæden hopper af.
Nej, kære velmenende præstefolk, om igen! I gør ikke himlens og jordens Skaber og Ham, der har skabt livet på jorden ”efter deres arter” (1. Mos. 1.21), nogen tjeneste ved et tåbeligt forsøg på et spiseligt kompromis.
Gud er ikke en Gud, man indgår kompromis med, skal jeg hilse og sige, hvis I ikke ved det.
Bibelen er stadig det troværdige vidne om Guds almagt.
Nogle mener, der er et ”gab” mellem vers et og vers to i de allerførste bibelord i 1. Mos.1. I så fald er der mellem de to bibelvers plads til et ufatteligt tidsrum, som vi ikke ved noget videre om, og da bliver beretningen fra vers to en skildring af den øde og tomme jords genoprettelse på seks dage.
Det er selvfølgelig en plausibel mulighed, men den behøver ikke at være dogmatisk holdbar.
Verdens skabelse er Guds suveræne værk.
Den åndelige nyskabelse ved troen på Kristus sker til stadighed på et personligt plan.
Også den er Guds suveræne værk helt og holdent.
