Fra ”Andagtsbog for (dem, der vil være ved at de er) gamle.”Andagt til 28. dag.
Af Christian Bartholdy.
”Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”. (Rom. 3,23 f)
Vi, som var æreløse, fik vor ære tilbage, fordi Jesus tog vor skam på sig. Skyldbrevet, som stemplede os som svindlere og uærlige, tilintetgjorde han ved at nagle det til korset.
Det trænger vi til at grunde over og undre os over og takke og prise Gud for. For det med æren kan for mange gamle blive et ømt kapitel. Hr. Bartholdy! råber damen på apoteket, når hun kommer med min flaske. Rent ud sagt: jeg savner det høflige pastor foran mit navn. For ikke at tale om de unge i forretningerne, som spørger hvordan mit navn staves.
Dagligt mindes man om, at var man én gang noget - i dag er man i hvert fald ingenting. Engang havde man noget at sige nu har man ingenting at skulle have sagt.
Det betyder, at vi er rykket op i sidste klasse, hvor m lærer den svære lektie, at vi er æreløse. At det ikke er uden grund, fadervor slutter: thi dit er riget, magten og æren i evighed, amen.
Når man læser om martyrerne, aner man, at det var slemt at blive pint, at miste livet. Men for nogle var det værste at miste æren. Luther nævner det også: og tage de vort liv, gods ære, barn og viv...
Gud ved, hvor dybt det med æren sidder i os. Derfor nøjes han ikke med at klæde os af og gøre os æreløse, men vi bliver - for at bruge ordet her fra romerbrevet - retfærdiggjort. Det betyder, at vor ære genoprettes, og nu så vældigt, at intet menneske på jorden kan tage den ære fra os: at være Guds, barn af kongernes konge og herrernes herre.
Op da, I troende, Herrens udkårne,
kender dog faderens kærlige sind!
Hjertens fortrolige som hans enbårne
trænger i favnen ham tættere ind,
takker for den uskatterlige ære,
at I hans sønner og døtre må være.
D S 529
