Citat af A. W. TozerDen kristnes ensomhed er et resultat af, at han vandrer med Gud i en ugudelig verden, en vandring, der ofte må bringe ham bort fra fællesskabet med gode kristne såvel som med den uigenfødte verden.
Hans gudgivne instinkter skriger efter kammeratskab med andre af hans slags, andre, der kan forstå hans længsler, hans ambitioner, hans binding til Kristi kærlighed, og fordi der i hans kreds af venner er så få, der deler hans indre oplevelser, er han tvunget til at gå alene.
Utilfredsstillede længsler efter menneskelig forståelse fik profeterne til at råbe deres klage ud, og selv vor Herre led på samme måde.
Manden [eller kvinden], som står for Guds åsyn i faktisk, indre erfaring vil ikke finde mange, der forstår ham. Han finder kun få, der holder af at tale om det, der er den ypperste genstand for hans interesse, så han er ofte tavs og åndsfraværende midt i støjende, religiøs fag-snak. Derfor får han ry for at være kedelig og alt for alvorlig, så han undgås, og kløften mellem ham og samfundet bliver større.
Det er denne overmåde ensomhed, der kaster ham tilbage på Gud. Hans manglende evne til at finde menneskeligt kammeratskab driver ham til at søge i Gud, hvad han ikke kan finde nogen andre steder."
Fra “Man - The Dwelling Place of God”, Chapter 39
