Fra De andre evangeliske kirker og den evangelikale bevægelse.Af Mikkel Vigilius.
I 1970´erne indledte en række evangelikale ledere et principielt opgør med en meget anstødelig kristen læresætning: læren om helvede som de vantros evige straflidelse. Indtil dette tidspunkt var det kun kirkesamfund som Jehovas Vidner og Adventisterne, der officielt havde benægtet, at helvede er en evig pine. De havde i stedet hævdet, at de vantro udslettes ved Jesu genkomst.
Nu bredte den samme tankegang sig i det evangelikale miljø. Man satte spørgsmålstegn ved, om Bibelen virkelig skal forstås sådan, at de fortabte skal lide evigt, og om dette kan forenes med Guds kærlighed.Særlig betydning fik det, at John Stott stod frem som repræsentant for den ny tænkning om de fortabtes udslettelse.
Andre evangelikale ledere med et klassisk evangelikalt syn har taget kraftigt afstand fra Stott, og har påpeget, at Bibelens forfærdende ord om den evige pine er klare og uafviselige, at de er talt til os for at vise os virkeligheden, og at deres hensigt er at vække en livsvigtig nød hos os for både vor egen og andres frelse.
De afgørende korn til den evangelikale bevægelses indre opløsning og splittelse blev sået i 1960´erne og 1970´erne. I de følgende to årtier spirede frøene og bar en ulykkelig frugt... Læs hele artiklen her.
