Fra Ivarfjeld.wordpress.com/17. februar 2012.
Blod, olie og penge. Statoils vicepresident, Peter Melbye, sagde til Reuters, at han håber, Obama vil tillade mere handel med Iran: ”Så der kan blive tegn på, at tingene ændrer sig".
Norges olie- og gasselskaber er stærkt involveret i Irans energiproduktion. Statoil, der er Norges største olieselskab, er i færd med at udvikle det, der er kendt som South Pars-projektet til at tappe Irans største enkeltstående gasforekomst. I en Reuters rapport (2. april 2009) indikerede Statoil, at medmindre der blev ”betydningsfulde vedvarende forbedringer i Teherans forhold til Vesten", ville selskabet ikke udvide aktiviteterne.
Ud over Norges økonomiske bånd til Iran rapporterede ”The Teheran Times”, at den Schweiziske energikoncern, EGL, i 2008 underskrev et 25-års køb af gas fra Iran til en værdi på over 13 mia. USD. I de senere år har de Fransk-baserede energiselskaber, herunder Technip Conflext, bygget petrokemiske anlæg i Den Persiske Golf til en værdi af flere hundrede millioner dollars. Spanien har forhandlet med ”National Iran Gas Company” om at bygge raffinaderier. Østrig, Italien, Tyrkiet, Rusland og Kina er også involverede i Iranske energiprojekter.
”The Teheran Times”, Iran’s førende internationale engelsk-sprogede dagblad, rapporterede den 29. august 2009 om Iran’s store olie-og gaskontrakter med sine Europæiske partnere. "Iran har i de seneste år forhandlet med over 30 virksomheder fra 9 Europæiske nationer for at gennemføre energi-projekter, på trods af stigende globale økonomiske sanktioner og politisk pres", stod der i artiklen.
Da den Amerikanske præsident, Barack Obama, i 2009 modtog Nobels Fredspris, opstod der en bølge af reaktioner fra internationale ledere. Mange Vesteuropæiske ledere reagerede positivt. Den Franske præsident, Nikolas Sarkozy, udtalte, at prisen viste, at "Amerika nu var vendt tilbage til hjertet af verdens folk". Den Tyske kansler, Angela Merkel, udtalte, at prisen var et incitament til at gøre mere for freden i verden. (New York Times den 9. oktober 2009)
Nobelkomiteens formand, Thorbjørn Jagland, tidligere premierminister i Norge og AP-politiker, forsøgte at forklare, at "det kunne være for sent at reagere tre år senere” på Obama’s opfordring til forandring. Nobelkomiteen uddybede yderligere, at det var Obama’s bestræbelser på at mindske den Vestlige konflikt med de Muslimske nationer samt atomnedrustningen, de særligt fandt værdige til prisen.
Faktisk gør Mr. Jagland selv alt, hvad han kan for at glæde præsident Ahmedinejad. Som formand for bestyrelsen for ”Oslo Center for Fred og Menneskerettigheder” har han afvist at anerkende nogen som helst menneskerettigheder for de ung Iranere, der er blevet dræbt af det Islamiske regime på gaderne i Iran (Manda Zand Ervin, National Review artiklen, oktober 15, 2009). Andre overtrædelser af menneskerettighederne i Iran får også meget lidt respons fra de Europæiske lande, skønt de ikke har noget problem med offentligt at fordømme Israel for påståede krigsforbrydelser.
Det er en mindre kendt årsag til den Norske Komités og Vesteuropas samlede omfavnelse af præsident Obama’s diplomatiske dialog med Iran. Mange Europæiske ledere har en hævdvunden interesse i at tilfredsstille den Iranske præsident Ahmedinejad på grund af deres landes engagement i Irans olie- og gasindustrien.
Så er det klart, hvorfor Vesteuropa begunstiger en dialog om militær-aktion med Iran, og hvorfor de Europæiske ledere favoriserer præsident Obama’s politik. En hård kurs imod Iran’s atomvåben, der involverer international militær-aktion, ville sætte milliarder af dollars fra de Europæiske investeringer i Irans energiproduktion på spil.
Mens Vesteuropa fortsætter med sine økonomiske investeringer i Iransk energi og giver præsident Ahmedinejad en FN-platform, hvor han kan udspy sit had mod Israel og Vesten, får Iran styrke til at blive det nukleare kraftcenter i Mellemøsten. Det er på tide, at Norge og Europa lægger olien til side og reagerer på præsident Ahmedienjad handlinger, i stedet for at præsident Obama kræver forandringer. Trods alt kunne Iran’s potentielle position som atommagt meget vel skabe kaos og ustabilitet i stedet for fred i denne del af verden.
Source: Sderot Media Center, Reuters.
Kommentar:
Den nye Norske minister for industri og handel, Trond Giske, har en vigtig rolle at spille i Statoil. Hans kollega, den Norske olie- og energiminister, er hoved-indehaveren af den Norske stat - vinder på alle årlige generalforsamlinger i olieselskabet.
Ateisten, Trond Giske, var tidligere minister for kirkens anliggender, hvor han afslørede sig som fjende af Kirken, staten Israel og det Jødiske folk. Nu er han mere kraftfuld end nogensinde. Nu er han i stand til at forsyne den Islamiske Republik, Iran, med både penge og teknologi. Den atombombe, der snart skal testes i Iran, vil blive brugt i et forsøg på at ødelægge den Jødiske stat, Israel.
Folk i Norge kender ikke sandheden. De får ikke kendskab via deres egne medier om det onde, som Statoil er involveret i. De kristne i Norge burde irettesætte deres eget olieselskab og deres egen regering, da lederne i Norge har bragt deres nation under den kommende dom, når Jesus Messias vender tilbage til Jorden.
