Fra "Jeg hørte en røst".Af Frank Jacobsen.
Menigheden i Laodikea repræsenterer den sidste fare for menigheden: Den er blevet rig. Den kender sig altså lige modsat menigheden i Smyrna ( 2,9). At Jesus i v. 14 kaldes »Guds skaberværks Ophav« tyder på, at her i første række er tale om timelig velstand. Men med denne timelige velstand fulgte også en ny åndelig tilstand, vers 15-16: Man var ikke blevet ligeglad med det åndelige, man var heller ikke brændende, man var interesseret.
Engang havde de været elendige, ynkværdige, fattige, blinde og nøgne, - oh, da havde de trængt til Jesu Kristi evangelium, da var Herrens ord kosteligere end guld, da hungrede hjertet efter at blive iført Kristi rene, hvide retfærdighedsklædning, da havde de næsten råbt det til Herren: »Herre, luk mine øjne op, at jeg må se dig - Herre, vis mig, hvad min frelse har kostet - Herre, lad mig se.«
Nu var al denne længsel ophørt. De trængte ikke til noget. De følte sig mætte. Vel mødte de stadig op i menigheden. Og vel kendte de alle, at de havde det godt i menigheden, og at de ikke kunne undvære den. Men atmosfæren var en velbehagelighedens atmosfære, hvor ingen hænder var rakt længselsfuldt mod himlen for at gribe efter Jesus, Guds Lam, hvor ingen øjne spejdede efter bare et glimt af Forsoneren på korset.
Vidunderligt er det at se, hvorledes også en sådan tilfreds menighed er inde under Herrens kærlighed (vers 19), men lad det dog være en trøst til frelse og ikke til bestyrkelse i denne døde, selvtilfredse tilstand. Herren, som elsker dig, vil elskes af dig (vers 20).
Engang havde de været elendige, ynkværdige, fattige, blinde og nøgne, - oh, da havde de trængt til Jesu Kristi evangelium, da var Herrens ord kosteligere end guld, da hungrede hjertet efter at blive iført Kristi rene, hvide retfærdighedsklædning, da havde de næsten råbt det til Herren: »Herre, luk mine øjne op, at jeg må se dig - Herre, vis mig, hvad min frelse har kostet - Herre, lad mig se.«
Nu var al denne længsel ophørt. De trængte ikke til noget. De følte sig mætte. Vel mødte de stadig op i menigheden. Og vel kendte de alle, at de havde det godt i menigheden, og at de ikke kunne undvære den. Men atmosfæren var en velbehagelighedens atmosfære, hvor ingen hænder var rakt længselsfuldt mod himlen for at gribe efter Jesus, Guds Lam, hvor ingen øjne spejdede efter bare et glimt af Forsoneren på korset.
Vidunderligt er det at se, hvorledes også en sådan tilfreds menighed er inde under Herrens kærlighed (vers 19), men lad det dog være en trøst til frelse og ikke til bestyrkelse i denne døde, selvtilfredse tilstand. Herren, som elsker dig, vil elskes af dig (vers 20).
-------------------------
Læs desuden: Johs Åb. 2-3. Menigheden i dens jordiske skikkelse.
