Fra Apprising.org/De 7. februar 2011.
Ved Ken Silva.
Men der er en vis fare for at henfalde til en blød og feminin kristendom under påberåbelse af en ophøjet og æterisk teologi. Kristendom blev født til udholdenhed ... Den går med faste skridt og oprejst pande; den er venlig, men fast; den er blid, men ærlig; den er rolig, men ikke letkøbt; imødekommende, men ikke tåbelig; besluttet, men ikke ubehøvlet. Den frygter ikke at tale det barske ord om fordømmelse for synd eller at hæve sin røst imod det omgivende onde under påskud af, at den ikke er af denne verden.
Den viger ikke tilbage for at give ærlig irettesættelse af frygt for at komme under anklage for at vise en ukristelige ånd. Den kalder synd for ”synd” hos hvem som helst, den bliver fundet, og vil hellere risikere at anklages for at blive drevet af en dårlig ånd end ikke at udføre sin udtrykkelige pligt. Lad os ikke fejlbedømme stærke ord, der anvendes i en ærlig meningsudveksling. Under ophidselsen kan en slange stikke sit hoved frem; men vi ryste den af og føler ingen skade.
Religionen i både Det gamle og Det nye Testamente er præget af glødende, åbenhjertige vidnesbyrd mod det onde. At tale belevent i et sådant tilfælde kan være sentimentalisme, men det er ikke kristendom. Det er et forræderi imod grunden til Sandhed og Retfærdighed. Hvis nogen skal være oprigtig, mandig, ærlig og glad (jeg siger ikke afstumpet eller uforskammet, for en kristen skal være høflig og taktfuld), er det ham, der har smagt, at Herren er nådig, og som venter efter og haster imod Herrens dags komme.
Jeg ved, at næstekærlighed dækker et væld af synder; men den kalder ikke det onde godt, blot fordi en god mand har gjort det; den undskylder ikke uoverensstemmelser, fordi den afvigende bror har et stort navn og en brændende ånd. Skævheder og verdslighed er stadig skævheder og verdslighed, selvom de findes hos én, der ser ud til at have nået et ualmindeligt kompetence-niveau.
Horatius Bonar (1808-1889)
Kilde: http://apprising.org/2011/02/07/the-danger-of-effeminate-christianity/
